De åbne Nordjyske Mesterskaber
25. juni 2017
Traditionen tro afholdte Aars Tennisklub de åbne Nordjyske Mesterskaber for juniorspillere den første weekend i børnenes skoleferie. Der blev dystet aldersgrupperne fra 10 til 16 år. Aars Tennisklub havde i alt 4 spillere med – Viktor Bro Kristensen, Elias Jakobsen, Marcus Uhrenholdt og Anders Simoni. 

Turneringsledelsen Christina Tange og Lenette Pedersen udtaler, at de alle gjorde en flot figur i turneringen. Elias spillede sig frem til finalen i U-12 Play & Stay, hvor man spiller på fuld bane men med lidt langsommere bolde. Man er blandet piger og drenge, da det giver en meget mere social og sjov turnering, og pigerne kan uden problemer i den aldersgruppe spille lige op med drengene. Elias vandt i finalen med 6-3, 6-3 over Silja R. Christensen fra Lystrup Tennisklub. 

Anders Simoni spillede sig også frem til finalen i U-16 A rækken, hvor han mødte Thomas Svenningsen fra Århus 1900. Det blev en meget flot, spændende og velspillet finale, hvor den lokale spiller desværre måtte se sig slået i 3 sæt med cifrene 6-3, 5-7 og 6-3. Det bliver spændende at følge Anders fortsatte udvikling. Han har i år været oppe og spille seniortennis på Jyllandsserie niveau, hvor han beviste, at han kunne være med i tempoet. 

Stort tillykke til alle spillerne for deres præstation.

Næste arrangement i klubben er tennisskolen, der afvikles i uge 26 med afslutning torsdag, hvorefter der er ferie indtil uge 31, hvor der afholdes Spar Nord Open for seniorer og veteraner. Banerne er selvfølgelig til fri afbenyttelse for medlemmerne i hele sommerperioden. 



Kalender
Se hele kalenderen
Hovedsponsor
Sparnord
Team Aars Tennisklub
Houmann Materieludlejning A/S