Spar Nord Open skuffer aldrig
5. august 2019
Efter to fremragende dage med god fight på det røde grus i Aars Tennisklub, lukkede og slukkede Spar Nord Open 2019 søndag aften efter at have færdigspillet over 70 kampe fordelt på 12 forskellige rækker. De mange kampe og deltagende betød også en masse hygge, solbrændte arme og gamle røverhistorier spillerne imellem.

I herresingle A-rækken vandt Walter Malchau fra Aalborg Østre i overbevisende stil, da han i finalen kun smed et enkelt parti i hele kampen mod Tobias Jensby fra Thisted. I damesingle A-rækken var der dog mere spænding om titlen. Her vandt Nina Hansen fra Støvring over Ruta Tuckuviene fra Aalborg TK i en kamp der måtte afgøres i en matchtiebreak. Her holdte Nina hovedet koldt og afgjorde kampen 10-6 og kunne dermed kåres som vinder. Find alle resultater på Aars Tennisklubs hjemmeside.

De lokale fra Aars Tennisklub havde en blandet turnering. Det rakte ikke til meget i singlerne, bortset fra Poul Erik Pedersen der hev en sejr hjem i veteranrækken. 1. single i Aars Tennisklub, Mads Henningsen, måtte se sig besejret af Walter Malchau i semifinalen af a-rækken. Emma Henningsen, Monica Henningsen og Anders Simoni tabte alle deres første kamp og endte derfor i bonusrunde. Her formåede Emma og Anders dog at vinde begge deres bonusrunder. Dog var der mere held i double-rækkerne. Lenette Pedersen og Christina Tange strøg til tops i damedoublen, mens Kenneth Nielsen og Thomas Jakobsen, der tidligere har været træner i Aars Tennisklub, vandt herrernes doublerække. Her deltog Jonas "Young Gun" Kristensen og Søren Ilsø Mahneke også, der dog måtte trække sig efter blot en enkelt kamp pga. skader.

Traditionen tro, blev der også udtrukket en vinder af en ny bil fra Volkswagen Aalestrup. Vinderen blev fundet blandt alle de deltagende i årets turnering, hvor præmien er en ny VW-bil i en hel måned. Dette års heldige vinder var Christoffer Madsen fra Herning, som var lige dele overrasket og glad.

- Det er super fedt. Så slipper jeg også for at køre rundt i min gamle Hyundai i et stykke tid, udtaler en glad og køreklar Christoffer.

Den traditionelle grillaften blev afholdt efter de sidste kampe var blevet spillet lørdag aften, hvor 30 deltagere, velfortjent, kunne slappe af og hygge sig med hinanden. Det sociale aspekt er en af de ting som også vægter højt til Spar Nord Open, hvor der bliver skabt nye bekendtskaber og snakket på kryds og tværs.

- Som sædvanlig har vi oplevet en kanon stemning til Spar Nord Open. Det kan godt være man er modstandere inde på banen, men så snart kampen er færdig, begynder snakken og det sociale at tage over igen. Jeg vil gerne sige tak for en rigtig god turnering til alle deltagere og tilskuere og vi glæder os allerede til næste år, udtaler turneringsleder Kenneth Nielsen.



Spar Nord Open 2019 resultater:

Herresingle A - Walter Malchau, Aalborg Østre vinder over Tobias Jensby, Thisted: 6-0, 6-1
Herresingle A bonus - Anders Simoni, Aars vinder over Mads Brix, Aalborg TK: 6-4, 7-5
Herresingle veteran - Poul Erik Pedersen, Aars vinder over Jess Overgaard Jensen, Lystrup: 6-3, 6-0
Damesingle A - Nina H. Hansen, Støvring vinder over Ruta Tuckuviene, Aalborg TK: 6-3, 3-6, 10-6
Damesingle A bonus - Emma Henningsen, Aars vinder over Albena Mihovska, Aalborg Østre: 6-3 6-3
Damesingle veteran - Pia Ankersen, Hadsten vinder over Kirsten Boel, Vestsalling: 1-6, 6-2, 10-8
Herre double A - Kenneth Nielsen og Thomas Jakobsen, Aars/Hobro vinder over Walter Malchau og Christoffer Madsen, Aalborg Østre/Herning: 6-2, 6-4
Herredouble veteran - Jan Holmgren og Jens Eric Studsholm, Nørresundby vinder over Klaus T. Huusom og Aage Sørensen, Nørresundby: 6-3, 6-3
Damedouble A - Christina Tange og Lenette Pedersen, Aars vinder over Annette Dohm og Nina H. Hansen, Støvring: 6-4, 2-6, 10-7
Damdouble veteran - Anne Marie Madsen og Kirsten Boel, Vestsalling vinder over Pia Ankersen og Pia Østergaard, Hadsten: 6-1, 6-2
Mixdouble veteran - Jens Eric Studsholm og Lene Dissing, Nørresundby vinder over Jan Holmgren og Pia Grønhøj, Nørresundby: 6-4, 7-5


Kalender
Opstart indendørs
30. september 2019
Efterårsferie i uge 42
14. oktober 2019
Se hele kalenderen
Hovedsponsor
Sparnord
Team Aars Tennisklub
NCO byg, Aars A/S










RESERVATION
PAY & PLAY BANE 6