Aars Tennis og Padel slår den 25. marts dørene op for et større regionalt seminar, hvor fokus er på børn og unges træningsmiljø inden for tennis, padel og pickleball. Arrangementet afholdes i samarbejde med Dansk Tennis Forbund og DGI og samler trænere, ledere og andre interesserede fra klubber i hele Jylland.
Eksperter i motiverende idrætsmiljøer
For at sætte fokus på, hvordan klubber kan skabe de bedste rammer for børn og unges udvikling, har arrangørerne inviteret to markante gæstetalere. Den tidligere professionelle håndboldspiller Jesper Nøddesbo, der i dag arbejder som selvstændig coaching-konsulent og været med i miljøet med opstart af padelhaller, vil dele sine erfaringer om motivation og engagement i sportens verden. Derudover vil Niels Grinderslev, ekspert i motiverende idrætsmiljøer, give inspiration til, hvordan klubber kan styrke deres træningskultur.
Stort engagement i Aars
Med invitationer sendt ud til alle klubber i Jylland forventes en stor tilstrømning af deltagere, og klublokalerne i Aars bliver med garanti fyldt op med engagerede trænere og ledere. Klubbens formand, Jesper Hartvig Kristensen, ser frem til at være vært for det betydningsfulde arrangement.
"Vi er stolte over at kunne danne ramme om dette seminar, hvor fokus er på børn og unges træningsmiljø. Det er vigtigt, at vi hele tiden udvikler os som klub og lærer af de bedste inden for området. Vi ser frem til at byde velkommen til trænere og ledere fra hele Jylland og håber, at de tager værdifuld viden med hjem til deres egne klubber," siger Jesper Hartvig Kristensen.
Seminaret i Aars er et led i en bredere indsats for at styrke børn og unges træningsmiljø i dansk racket-sport. Med erfarne oplægsholdere og mulighed for erfaringsudveksling blandt deltagerne er der lagt op til en inspirerende dag, der kan give et positivt aftryk på klubbernes fremtidige arbejde.