Klar til en ny sæson – kom til standerhejsning og åbent hus

11. april 2025 09:01 , af Poul Erik Pedersen

Lørdag den 26. april kl. 10.00-13.00 markerer vi sæsonstarten i Aars Tennis & Padel med standerhejsning og åbent hus. Vi håber at se jer alle til en hyggelig formiddag med masser af liv på banerne og et godt fællesskab.

Vi glæder os til at få gang i banerne igen, og vi starter sæsonen på festlig vis med både standerhejsning, aktiviteter og Gerts Pølsevogn, som serverer pølser fra kl. 10.30. Det er en god anledning til at mødes, hilse på hinanden og få gang i ketcherne efter vinterpausen.

– Standerhejsningen er en fast og hyggelig tradition i klubben, og vi håber, at både juniorer, seniorer og veteraner vil komme og være med til at skyde sæsonen godt i gang, siger klubbens formand Jesper Hartvig Kristensen.

Vi åbner dørene – tag en ven med

I forbindelse med standerhejsningen holder vi også åbent hus for alle interesserede. Har du en nabo, kollega eller ven, der er nysgerrig på tennis eller padel, så er dagen oplagt til at tage dem med.

Klubben tilbyder i år en favorabel opstartspakke for nye medlemmer der indeholder en gratis ketcher eller padelbat frem til den 15. maj. Derudover får alle nye – uanset alder – mulighed for at deltage gratis i et introforløb i maj måned. Det er en perfekt måde at komme i gang og blive en del af klubben.

Tennis og padel camp i uge 17

Som noget ekstra for de unge medlemmer inviterer vi i uge 17 til Tennis & Padel Camp for børn i alderen 7-14 år. Campen løber over fire dage og byder på både træning, leg og hygge. Der vil være fuldt fokus på at have det sjovt med ketchersport – uanset om man er nybegynder eller øvet.

Vi håber, at mange af jer vil tilmelde jeres børn – og I må meget gerne hjælpe med at sprede budskabet til venner og skolekammerater.

Ny juniorstruktur – fokus på niveau og udvikling

Vi har i år tilpasset vores træningsstruktur for juniorer, så den ikke kun er baseret på alder, men også på spilniveau. Træningen er bygget op omkring det anerkendte Play & Stay-koncept, hvor børnene spiller med røde, orange, grønne eller gule bolde afhængig af erfaring og niveau.

Det gør det lettere at lære og skaber en bedre udvikling – og så er det sjovt og motiverende at kunne spille kampe allerede fra første træning.

– Det nye træningskoncept er noget, vi har store forventninger til. Vi tror, det vil give børnene bedre muligheder for at udvikle sig og blive fastholdt i sporten, udtaler Monica Valsted Hyldgaard, der er ansvarlig for ungdomsafdelingen.

Vi glæder os til at se jer

Sæt kryds i kalenderen lørdag den 26. april og kom og vær med til at starte sæsonen sammen med os. Tag gerne børn, ægtefælle eller en ven med – jo flere, jo bedre.

Vi ses på anlægget til en hyggelig og aktiv formiddag!

Med venlig hilsen
Bestyrelsen i Aars Tennis & Padel

 

P.S. ugeplan og annonce for opstart er med sendt - Del gerne på sociale medier eller på din arbejdsplads.